annedammen

Den lille familie tilbragte weekenden i Risskov hos Josefines farmor og farfar. Det var årets første rigtige sommerweekend, så jeg NØD at kunne ligge på græsset i solen i den dejlige have (mens farmor passede Josefine forstås). Luksus! Ihhh, hvor ville jeg gerne have en have!

Vi fik afprøvet bæreselen, og Josefine sad bare og sov, mens hun blev transporteret ned til stranden og tilbage.

Ny hue:

Nybagt mor. Man befinder sig i en zombielignende tilstand. En osteklokke, hvor man er i en evig tvekamp. Mig mod trætheden. Og jeg SKAL vinde hver gang, for der er et lille væsen, der er afhængig af, at jeg ikke overgiver mig. Det koster tårer af træthed og knuder i maven af indestængt frustration, når jeg bare trænger til at sove NU, men først må kæmpe en kamp med våben i form af vuggegyngeri og placer-sut-i-mund-for-tredivte-gang.

Alligevel har man også som nybagt mor en forbavsende evne til at glemme. Jeg har aldrig været begavet med en strålende hukommelse, men for tiden er glemsomheden nu alligevel markant. Som når jeg om morgenen ikke rigtigt kan huske, hvornår hun vågnede, eller om det tog lang tid, inden hun overgav sig til søvnen igen. Og skiftede jeg bleen én eller to gange? Nattens vågne stunder fortaber sig i grå tåger af forglemmelse. Vel egentlig en smart strategi?

På samme måde kan jeg heller ikke altid huske dagens gøremål. Så glemte jeg at købe bleer, igen! Og hvem var det nu, jeg skulle huske at ringe til? Dagens vågne timer er heller ikke ligefrem præget af klarsyn… Til gengæld husker jeg med tydelighed gårsdagens gåtur i solskinnet og det store tandløse smil, jeg fik.

Det slår mig, at denne mentale tilstand, hvor gråden, frustrationerne og trætheden svæver bort i grå forglemmelseståger, må være kroppens måde at sikre artens overlevelse. For hvis man med tydelighed huskede, hvor hårde de nætter var, hvor ondt de veer gjorde under fødslen og hvor tit, man bare havde lyst til at sætte sig ned og tude, så ville man nok ikke gøre det igen!

Så tak for ammehjernen - og undskyld forglemmelsen…

Vi får rigtig mange barselsbesøg for tiden, og så er det jo herligt at kunne servere lidt lækkert til kaffen. Så i dag bagte jeg muffins. Det er hurtigt og nemt, og de blev ret vellykkede. Jeg lod mig inspirere af en opskrift i en kogebog, men annedamificerede opskriften lidt - bl.a. reducerede jeg sukkermængden og tilføjede marcipan.

Hindbær-marcipan-muffins

15 stk.

75 g smør
2 æg
1 dl sukker
1 knsp salt
1 tsk bagepulver
1 dl speltmel
2 dl hvedemel
1 1/2 dl creme fraiche 9 %
150 g marcipan
2 1/2 dl frosne hindbær

Smelt smørret og afkøl det.
Pisk æg og sukker hvidt og luftigt.
Tilsæt salt, bagepulver og speltmel (sigtes). Rør det sammen og tilsæt smør, creme fraiche, marcipan og sigtet hvedemel.
Vend hindbærrene i.
Fyld dejen i 15 muffinsforme, så de er 2/3 fyldt op.
Bages i ca. 20 minutter ved 200 grader.

Den 23. april kl. 01.04 blev Janus og jeg de stolte forældre til lille Josefine. Hun blev født på Rigshospitalet - i øvrigt som stjernekigger (eller med ansigtspræsentation, som det hedder på fagsprog) - og med munden først! Det havde jordemoderen vist ikke set før! Hun vejede 2720 g og var 54 cm lang.

Navlesnoren havde viklet sig tre gange rundt om hendes hals, så hjertelyden faldt under fødslen. Heldigvis gik selve fødslen utrolig hurtigt (12 minutter), men hun var helt afkræftet, da hun kom ud, så hun blev indlagt til observation på neonatalafdelingen. Hun kom sig dog hurtigt med hjælp fra noget sondemad, og alle undersøgelser så fine ud, så efter 12 timer fik vi hende ned på barselsgangen til os.

Nu er hun allerede 3 uger gammel og har fået dobbelthage og tykke lår Hun er begyndt at kigge på os og få øjenkontakt. Dejligt!

Vil lige dele denne fantastiske lagkageoplevelse! Til min fødselsdag kastede jeg mig over at kreere en lækker lagkage. Jeg blev inspireret af Mette Blomsterbergs hindbærlagkage fra Det Søde Liv, men med visse moderationer. Jeg lavede 3 tynde bunde i stedet for én tyk, der flækkes. Som fyld blandede jeg hindbær, der lige havde fået et opkog med en smule flormelis, med flødeskum. Frisk, uden at blive for sødt. Bundene dryppede jeg med lidt hindbærsaft og dryssede med lidt knust makron og en masse ristede, hakkede mandler. Det gav lidt ‘crunch’ til en ellers blød kage.

Efter at have samlet kagen rullede jeg en lang bane marcipan ud og beklædte kanten. Toppen fik en glasur af flormelis og hindbærsaft, og til sidste pyntede jeg med flødeskum og friske brombær (i mangel på friske hindbær!).

Behøver jeg sige, at kagen var et hit til fødselsdagsmiddagen? ;o)

Jeg har altid syntes, der var en vis lighed…

Debatten om Nørrebroparken, der skal bruges som Metrobyggeplads, kører videre. I medierne i hvert fald - for politikerne hører man ikke meget til. Jeg var med til høringsmødet i september, hvor folk fra Metroselskabet + nogle politikere forsøgte at svare på spørgsmål om byggeriet. Jeg synes nu mest det belyste kommunalpolitkernes manglende professionalisme. De havde virkelig ikke mange svar at komme med. I forhold til at kigge på alternativer til Nørrebroparken, så var det tydeligt, at det ikke var der, de havde brugt deres tid. Øv!

Men heldigvis har aviserne været gode til at tage emnet op i den seneste tid. Politiken har skrevet et par artikler, der stiller lidt spørgsmåltegn ved den klassiske høringsproces - som reelt ikke giver borgerne ret meget håb om indflydelse. Og på NyDebat kan man læse høringsvaret fra borgergruppen “Nørrebroparken er urørlig”.

Personligt tvivler jeg på, at politikerne vil ændre noget som helst (selv om jeg håber..) - men om ikke andet håber jeg, at sagen om Nørrebroparken kan være med til at udstille høringsprocesser som udemokratiske skinmanøvrer. Hvis demokrati er et mål, så inddrag borgerne på et tidspunkt i processen, hvor de reelt har mulighed for at få indflydelse. Alt andet er spild af både borgernes og politkernes tid.

Og så må jeg lige tilføje dette link. Skal vi gætte på, at Bondam ikke bor med udsigt ud over Nørrebroparken?

Jeg har fået en pakke polenta i min kasse fra Aarstiderne. Men hvad skal jeg bruge det til? Er det godt til brød? Polentaopskrifter søges….

I går var jeg ude og investere i et par nye løbesko. Jeg er begyndt at løbe (igen!) - men til forskel fra andre gange kan jeg faktisk godt lide det. Meget vigtig motivationsfaktor for sådan en relativ usportslig type som mig.

Desværre fik jeg efter en måneds tid ondt foran på skinnebenet. Øv. Derfor besluttede jeg at tage en tur forbi Marathonsport og kigge på nogle gedigne løbesko.

Først måtte jeg en tur på løbebåndet i mine gamle sko, og det viste sig at jeg pronerer kraftigt indad. Det var faktisk sjovt at se, hvordan min fod nærmest vælter indad, når den rammer jorden. Sikkert ikke skide sundt for hverken skinneben eller knæ. Jeg prøvede en masse forskellige sko og blev filmet i hvert par. Til sidst fandt vi et par Mizuno løbesko, som har så meget støtte, at foden bliver rettet op. Ud over stepperne igen - forhåbentligt uden skavanker..

Nu udvides annedammen med endnu et interesseområde, nemlig mad. Jeg elsker at lave mad, men mangler et godt sted at samle de gode opskrifter. Så op med skåneærmerne og få gang i gryderne!

Første opskrift er: Risotto
3-4 pers.

1 kyllingebryst
2/3 af en chorizopølse
1 løg
1 bundt forårsløg
2 små paprika eller en lille rød peberfrugt
en sjat olie
3 dl hvidvin
4 dl risottoris
7 dl grøntsags- eller hønsebouillion
ca. 200 g små champignon
1 dl revet parmasan
salt og peber

Skær kyllingen og chorizoen i små stykker og svits det i lidt olie. Tag det op af gryden og læg det til side på en tallerken. Hak løget og svits det i den samme olie, tilsæt hakket forårsløg og paprika/peberfrugt til sidst. Tilsæt hvidvinen og lad det koge op. Sænk varmen, kom risene i og lad det simre, til væsken er opsuget af risene. Tilsæt bouillion til risene er dækket og lad det simre videre. Rør godt og ofte. Når væden er opsuget, tilsættes noget mere. Risene skal ca. koge i 20 min. De skal have bid men må ikke være hårde. Et par minutter før risene er færdige tilsættes de små rensede svampe. Når du synes, risottoen er klar, kommer du kylling og chorizo tilbage i gryden og varmer det igennem. Tag gryden af blusset, tilsæt parmasan og smag til med salt og peber.

Velbekomme!

Facebookudgaven af Scrabble, Scrabulous, er blevet en torn i øjet på Hasbro Inc., som ejer rettighederne til Scrabble i Nordamerika. De har stævnet brødrene Agarwalla, som har udviklet Scrabulous. Så nu har spillet fået en nyt navn, Wordscraper, brikkerne er blevet runde, og der er ændret en smule på reglerne. Der ser dog ud til stadig at være tvister i gang, for man får følgende meddelelse, hvis man leder efter enten Scrabulous eller Wordscraper på Facebook:

“There are still a few kinks Facebook and the makers of Scrabulous are trying to iron out. We appreciate your patience as we try to fix these issues. Your problem has been logged - if it persists, please come back in a few days. Thanks!”

Jeg forstår ikke helt Hasbros incitament her. Der var omkring en halv million brugere af Scrabulous applikationen - altså en halv million Scrabble-fans. Hvorfor prøver de ikke at samarbejde med Agarwallabrødrene og udnytte det faktum, at rigtig mange Facebookbrugere elsker at spille Scrabble?

Jeg læste om historien på Wired.

Sidste år blev den nyrenoverede Nørrebropark indviet. Jeg synes, parken har fået et stort løft, og det ser ud til, at flere og flere bruger den. Men efter to år må den nye park lade livet, da Københavns kommune har besluttet at bruge en stor del af området til tunnelarbejdsplads i forbindelse med etablering af Metrocityringen.

Uden at vide noget særligt om de miljømæssige fordele og ulemper ved metro vs. letbane, så synes jeg, at en metro på Nørrebro er en rigtig god idé. Men hvorfor f….. vælger man at placere en af de tre primære arbejdspladser i en park, man lige har brugt 24 millioner kroner på at etablere? Det er simpelthen for dumt - og super ærgeligt for alle os, der bor rundt om parken. For ud over at en stor del af parken bliver ødelagt og ubrugelig i 9 år, så vil det betyde flere hundrede lastbiler i fast rutefart mellem Nørrebroparken og havnen HVER dag.

Københavns Kommunes Center for Park og Natur udtaler i Politiken, at de ikke var klar over, at parken skulle være tunnelarbejdsplads, da de begyndte renoveringen af parken. Siger det ikke lidt om en eklatant mangel på samarbejde og kommunikation i kommunen?

Samtidig kan det undre, at man ikke i stedet vælger at bruge de ubenyttede DSB-arealer bag ved Nørrebro Station. Så vidt jeg ved, er der planlagt at lave park på arealerne, men da man ikke er begyndt endnu, var det da en bedre løsning. Jeg har søgt lidt på nettet, men har endnu ikke fundet argumenter for, hvor det lige er Nørrebroparken, der skal ødelægges og ikke et af de alternativer, der trods alt er. Informationsniveauet er ikke just højt - se f.eks. her.

En Nørrebrobeboer har oprettet en protestgruppe på Facebook: Nørrebroparken er urørlig. Herligt initiativ - spørgsmålet er bare om protesterne overhovedet har effekt. Jeg har min tvivl, men har da tænkt mig at ytre mig og følge sagen none the less.

Så er annedammen kommet i nye klæder. Themet hedder “iTheme”, og jeg synes, det er ganske lækkert. Man kan folde kasserne i højre side sammen, hvis man ikke gider se på dem - og man kan rykke rundt på rækkefølgen med drag’n'drop.

Der mangler dog en “siteadmin” i Meta-menuen, man kan kun logge ud. Mærkeligt! Jeg ville gerne ændre “No comments” til noget på dansk, men det kan jeg ikke gennemskue, hvor man skal gøre. Det lykkedes mig at ændre “Leave your reply” til “Din kommentar”, men det andet kan jeg ikke hitte ud af. Nogen ideer?

Peter Parkes snakkede om organisationer og hvordan de med fordel kan bevæge sig fra at lytte til brugerne til at inddrage dem. Mange organisationer bruger i dag forskellige værktøjer til at få indsigt i brugernes behov, præferencer og tilfredshed - f.eks. spørgeskemaer, polls, fokusgrupper osv. Og det er jo alt sammen meget fint - det giver organisationen noget viden. Problemet er bare, at det er en-vejs processer, der ikke giver den deltagende bruger sønderligt meget for pengene. “What’s in it for me?”

I stedet bør organisationerne bevæge sig i retning af at inddrage brugerne i en slags forpligtende samarbejde - en to-vejs proces, hvor vi skaber noget sammen, og ikke bare lytter eller stiller en platform til rådighed. Og det gode er, at teknologien gør det nemt og ikke mindst billigt for organisationer at skabe noget sammen med brugerne. Den anden gode nyhed er, ifølge Parkes, at brugerne gerne vil være med. Det handler ikke om penge - men om anerkendelse. “Jeg fortalte dem at deres produkt ville blive bedre, hvis det var trekantet - og DE LYTTEDE!”. Det handler selvfølgelig også om muligheden for at være kreativ og for at blive involveret, men Parkes mener altså at den primære drivkraft for brugerinddraglse er anerkendelse. Og jeg tror, han har ret. (Og var der ikke også noget med, at den nylig afsluttede strejke i bund og grund handlede om anerkendelse?).

Peter Parkes skriver om nogle eksempler på virksomheder, der skaber ting sammen med brugerne. Og ud over det, kan man nævne Free Beer (open source ølbrygning), Spreadshirt (design din egen t-shirt) og MOO cards (lav kort og klistermærker med dine egne billeder).

Er på Reboot og hører svenske Oscar Swartz snakke om den svenske lov omkring logging af al internettrafik, der foregår over landets grænser. I mange måneder fandt ingen af de svenske medier det interessant nok til at skrive om, men der var masser af debat og frustration i den svenske blogosfære. Et par dage før lovforslaget skulle til afstemning fangede en avis stemningen i blogosfære og skrev for første gang om lovforslaget. Så rullede det, og der kom reelle og kritiske artikler. På selve afstemningsdagen opfordrede det svenske journalistforbund alle journalister til at møde op ved parlamentet og opfordre politikerne til at stemme nej. Der mødte rigtig mange op - Oscar Swartz kan ikke huske, der har været en lignende demo før. En kvindelig politiker gik imod sit parti og stemte nej - hun er nu er heltinde og hyldes på mange blogs.

Men - behøver jeg sige, at de svenske politikere stemte ja!