May 24

Vi får rigtig mange barselsbesøg for tiden, og så er det jo herligt at kunne servere lidt lækkert til kaffen. Så i dag bagte jeg muffins. Det er hurtigt og nemt, og de blev ret vellykkede. Jeg lod mig inspirere af en opskrift i en kogebog, men annedamificerede opskriften lidt - bl.a. reducerede jeg sukkermængden og tilføjede marcipan.

muffins2

Hindbær-marcipan-muffins

15 stk.

75 g smør
2 æg
1 dl sukker
1 knsp salt
1 tsk bagepulver
1 dl speltmel
2 dl hvedemel
1 1/2 dl creme fraiche 9 %
150 g marcipan
2 1/2 dl frosne hindbær

Smelt smørret og afkøl det.
Pisk æg og sukker hvidt og luftigt.
Tilsæt salt, bagepulver og speltmel (sigtes). Rør det sammen og tilsæt smør, creme fraiche, marcipan og sigtet hvedemel.
Vend hindbærrene i.
Fyld dejen i 15 muffinsforme, så de er 2/3 fyldt op.
Bages i ca. 20 minutter ved 200 grader.

Apr 20

Vil lige dele denne fantastiske lagkageoplevelse! Til min fødselsdag kastede jeg mig over at kreere en lækker lagkage. Jeg blev inspireret af Mette Blomsterbergs hindbærlagkage fra Det Søde Liv, men med visse moderationer. Jeg lavede 3 tynde bunde i stedet for én tyk, der flækkes. Som fyld blandede jeg hindbær, der lige havde fået et opkog med en smule flormelis, med flødeskum. Frisk, uden at blive for sødt. Bundene dryppede jeg med lidt hindbærsaft og dryssede med lidt knust makron og en masse ristede, hakkede mandler. Det gav lidt ‘crunch’ til en ellers blød kage.

Efter at have samlet kagen rullede jeg en lang bane marcipan ud og beklædte kanten. Toppen fik en glasur af flormelis og hindbærsaft, og til sidste pyntede jeg med flødeskum og friske brombær (i mangel på friske hindbær!).

Behøver jeg sige, at kagen var et hit til fødselsdagsmiddagen? ;o)

lagkage2

Sep 14

Jeg har fået en pakke polenta i min kasse fra Aarstiderne. Men hvad skal jeg bruge det til? Er det godt til brød? Polentaopskrifter søges….

Aug 11

Nu udvides annedammen med endnu et interesseområde, nemlig mad. Jeg elsker at lave mad, men mangler et godt sted at samle de gode opskrifter. Så op med skåneærmerne og få gang i gryderne!

Første opskrift er: Risotto
3-4 pers.

1 kyllingebryst
2/3 af en chorizopølse
1 løg
1 bundt forårsløg
2 små paprika eller en lille rød peberfrugt
en sjat olie
3 dl hvidvin
4 dl risottoris
7 dl grøntsags- eller hønsebouillion
ca. 200 g små champignon
1 dl revet parmasan
salt og peber

Skær kyllingen og chorizoen i små stykker og svits det i lidt olie. Tag det op af gryden og læg det til side på en tallerken. Hak løget og svits det i den samme olie, tilsæt hakket forårsløg og paprika/peberfrugt til sidst. Tilsæt hvidvinen og lad det koge op. Sænk varmen, kom risene i og lad det simre, til væsken er opsuget af risene. Tilsæt bouillion til risene er dækket og lad det simre videre. Rør godt og ofte. Når væden er opsuget, tilsættes noget mere. Risene skal ca. koge i 20 min. De skal have bid men må ikke være hårde. Et par minutter før risene er færdige tilsættes de små rensede svampe. Når du synes, risottoen er klar, kommer du kylling og chorizo tilbage i gryden og varmer det igennem. Tag gryden af blusset, tilsæt parmasan og smag til med salt og peber.

Velbekomme!