Vi fik afprøvet bæreselen, og Josefine sad bare og sov, mens hun blev transporteret ned til stranden og tilbage.

Ny hue:

Alligevel har man også som nybagt mor en forbavsende evne til at glemme. Jeg har aldrig været begavet med en strålende hukommelse, men for tiden er glemsomheden nu alligevel markant. Som når jeg om morgenen ikke rigtigt kan huske, hvornår hun vågnede, eller om det tog lang tid, inden hun overgav sig til søvnen igen. Og skiftede jeg bleen én eller to gange? Nattens vågne stunder fortaber sig i grå tåger af forglemmelse. Vel egentlig en smart strategi?

På samme måde kan jeg heller ikke altid huske dagens gøremål. Så glemte jeg at købe bleer, igen! Og hvem var det nu, jeg skulle huske at ringe til? Dagens vågne timer er heller ikke ligefrem præget af klarsyn… Til gengæld husker jeg med tydelighed gårsdagens gåtur i solskinnet og det store tandløse smil, jeg fik.

Det slår mig, at denne mentale tilstand, hvor gråden, frustrationerne og trætheden svæver bort i grå forglemmelseståger, må være kroppens måde at sikre artens overlevelse. For hvis man med tydelighed huskede, hvor hårde de nætter var, hvor ondt de veer gjorde under fødslen og hvor tit, man bare havde lyst til at sætte sig ned og tude, så ville man nok ikke gøre det igen!

Så tak for ammehjernen - og undskyld forglemmelsen…

Hindbær-marcipan-muffins

15 stk.

75 g smør
2 æg
1 dl sukker
1 knsp salt
1 tsk bagepulver
1 dl speltmel
2 dl hvedemel
1 1/2 dl creme fraiche 9 %
150 g marcipan
2 1/2 dl frosne hindbær

Smelt smørret og afkøl det.
Pisk æg og sukker hvidt og luftigt.
Tilsæt salt, bagepulver og speltmel (sigtes). Rør det sammen og tilsæt smør, creme fraiche, marcipan og sigtet hvedemel.
Vend hindbærrene i.
Fyld dejen i 15 muffinsforme, så de er 2/3 fyldt op.
Bages i ca. 20 minutter ved 200 grader.

Navlesnoren havde viklet sig tre gange rundt om hendes hals, så hjertelyden faldt under fødslen. Heldigvis gik selve fødslen utrolig hurtigt (12 minutter), men hun var helt afkræftet, da hun kom ud, så hun blev indlagt til observation på neonatalafdelingen. Hun kom sig dog hurtigt med hjælp fra noget sondemad, og alle undersøgelser så fine ud, så efter 12 timer fik vi hende ned på barselsgangen til os.

Nu er hun allerede 3 uger gammel og har fået dobbelthage og tykke lår Hun er begyndt at kigge på os og få øjenkontakt. Dejligt!

Efter at have samlet kagen rullede jeg en lang bane marcipan ud og beklædte kanten. Toppen fik en glasur af flormelis og hindbærsaft, og til sidste pyntede jeg med flødeskum og friske brombær (i mangel på friske hindbær!).

Behøver jeg sige, at kagen var et hit til fødselsdagsmiddagen? ;o)

Men heldigvis har aviserne været gode til at tage emnet op i den seneste tid. Politiken har skrevet et par artikler, der stiller lidt spørgsmåltegn ved den klassiske høringsproces - som reelt ikke giver borgerne ret meget håb om indflydelse. Og på NyDebat kan man læse høringsvaret fra borgergruppen “Nørrebroparken er urørlig”.

Personligt tvivler jeg på, at politikerne vil ændre noget som helst (selv om jeg håber..) - men om ikke andet håber jeg, at sagen om Nørrebroparken kan være med til at udstille høringsprocesser som udemokratiske skinmanøvrer. Hvis demokrati er et mål, så inddrag borgerne på et tidspunkt i processen, hvor de reelt har mulighed for at få indflydelse. Alt andet er spild af både borgernes og politkernes tid.

Og så må jeg lige tilføje dette link. Skal vi gætte på, at Bondam ikke bor med udsigt ud over Nørrebroparken?

Desværre fik jeg efter en måneds tid ondt foran på skinnebenet. Øv. Derfor besluttede jeg at tage en tur forbi Marathonsport og kigge på nogle gedigne løbesko.

Først måtte jeg en tur på løbebåndet i mine gamle sko, og det viste sig at jeg pronerer kraftigt indad. Det var faktisk sjovt at se, hvordan min fod nærmest vælter indad, når den rammer jorden. Sikkert ikke skide sundt for hverken skinneben eller knæ. Jeg prøvede en masse forskellige sko og blev filmet i hvert par. Til sidst fandt vi et par Mizuno løbesko, som har så meget støtte, at foden bliver rettet op. Ud over stepperne igen - forhåbentligt uden skavanker..

Første opskrift er: Risotto
3-4 pers.

1 kyllingebryst
2/3 af en chorizopølse
1 løg
1 bundt forårsløg
2 små paprika eller en lille rød peberfrugt
en sjat olie
3 dl hvidvin
4 dl risottoris
7 dl grøntsags- eller hønsebouillion
ca. 200 g små champignon
1 dl revet parmasan
salt og peber

Skær kyllingen og chorizoen i små stykker og svits det i lidt olie. Tag det op af gryden og læg det til side på en tallerken. Hak løget og svits det i den samme olie, tilsæt hakket forårsløg og paprika/peberfrugt til sidst. Tilsæt hvidvinen og lad det koge op. Sænk varmen, kom risene i og lad det simre, til væsken er opsuget af risene. Tilsæt bouillion til risene er dækket og lad det simre videre. Rør godt og ofte. Når væden er opsuget, tilsættes noget mere. Risene skal ca. koge i 20 min. De skal have bid men må ikke være hårde. Et par minutter før risene er færdige tilsættes de små rensede svampe. Når du synes, risottoen er klar, kommer du kylling og chorizo tilbage i gryden og varmer det igennem. Tag gryden af blusset, tilsæt parmasan og smag til med salt og peber.

Velbekomme!

“There are still a few kinks Facebook and the makers of Scrabulous are trying to iron out. We appreciate your patience as we try to fix these issues. Your problem has been logged - if it persists, please come back in a few days. Thanks!”

Jeg forstår ikke helt Hasbros incitament her. Der var omkring en halv million brugere af Scrabulous applikationen - altså en halv million Scrabble-fans. Hvorfor prøver de ikke at samarbejde med Agarwallabrødrene og udnytte det faktum, at rigtig mange Facebookbrugere elsker at spille Scrabble?

Jeg læste om historien på Wired.

Uden at vide noget særligt om de miljømæssige fordele og ulemper ved metro vs. letbane, så synes jeg, at en metro på Nørrebro er en rigtig god idé. Men hvorfor f….. vælger man at placere en af de tre primære arbejdspladser i en park, man lige har brugt 24 millioner kroner på at etablere? Det er simpelthen for dumt - og super ærgeligt for alle os, der bor rundt om parken. For ud over at en stor del af parken bliver ødelagt og ubrugelig i 9 år, så vil det betyde flere hundrede lastbiler i fast rutefart mellem Nørrebroparken og havnen HVER dag.

Københavns Kommunes Center for Park og Natur udtaler i Politiken, at de ikke var klar over, at parken skulle være tunnelarbejdsplads, da de begyndte renoveringen af parken. Siger det ikke lidt om en eklatant mangel på samarbejde og kommunikation i kommunen?

Samtidig kan det undre, at man ikke i stedet vælger at bruge de ubenyttede DSB-arealer bag ved Nørrebro Station. Så vidt jeg ved, er der planlagt at lave park på arealerne, men da man ikke er begyndt endnu, var det da en bedre løsning. Jeg har søgt lidt på nettet, men har endnu ikke fundet argumenter for, hvor det lige er Nørrebroparken, der skal ødelægges og ikke et af de alternativer, der trods alt er. Informationsniveauet er ikke just højt - se f.eks. her.

En Nørrebrobeboer har oprettet en protestgruppe på Facebook: Nørrebroparken er urørlig. Herligt initiativ - spørgsmålet er bare om protesterne overhovedet har effekt. Jeg har min tvivl, men har da tænkt mig at ytre mig og følge sagen none the less.

Der mangler dog en “siteadmin” i Meta-menuen, man kan kun logge ud. Mærkeligt! Jeg ville gerne ændre “No comments” til noget på dansk, men det kan jeg ikke gennemskue, hvor man skal gøre. Det lykkedes mig at ændre “Leave your reply” til “Din kommentar”, men det andet kan jeg ikke hitte ud af. Nogen ideer?

I stedet bør organisationerne bevæge sig i retning af at inddrage brugerne i en slags forpligtende samarbejde - en to-vejs proces, hvor vi skaber noget sammen, og ikke bare lytter eller stiller en platform til rådighed. Og det gode er, at teknologien gør det nemt og ikke mindst billigt for organisationer at skabe noget sammen med brugerne. Den anden gode nyhed er, ifølge Parkes, at brugerne gerne vil være med. Det handler ikke om penge - men om anerkendelse. “Jeg fortalte dem at deres produkt ville blive bedre, hvis det var trekantet - og DE LYTTEDE!”. Det handler selvfølgelig også om muligheden for at være kreativ og for at blive involveret, men Parkes mener altså at den primære drivkraft for brugerinddraglse er anerkendelse. Og jeg tror, han har ret. (Og var der ikke også noget med, at den nylig afsluttede strejke i bund og grund handlede om anerkendelse?).

Peter Parkes skriver om nogle eksempler på virksomheder, der skaber ting sammen med brugerne. Og ud over det, kan man nævne Free Beer (open source ølbrygning), Spreadshirt (design din egen t-shirt) og MOO cards (lav kort og klistermærker med dine egne billeder).

Men - behøver jeg sige, at de svenske politikere stemte ja!