Peter Parkes snakkede om organisationer og hvordan de med fordel kan bevæge sig fra at lytte til brugerne til at inddrage dem. Mange organisationer bruger i dag forskellige værktøjer til at få indsigt i brugernes behov, præferencer og tilfredshed - f.eks. spørgeskemaer, polls, fokusgrupper osv. Og det er jo alt sammen meget fint - det giver organisationen noget viden. Problemet er bare, at det er en-vejs processer, der ikke giver den deltagende bruger sønderligt meget for pengene. “What’s in it for me?”
I stedet bør organisationerne bevæge sig i retning af at inddrage brugerne i en slags forpligtende samarbejde - en to-vejs proces, hvor vi skaber noget sammen, og ikke bare lytter eller stiller en platform til rådighed. Og det gode er, at teknologien gør det nemt og ikke mindst billigt for organisationer at skabe noget sammen med brugerne. Den anden gode nyhed er, ifølge Parkes, at brugerne gerne vil være med. Det handler ikke om penge - men om anerkendelse. “Jeg fortalte dem at deres produkt ville blive bedre, hvis det var trekantet - og DE LYTTEDE!”. Det handler selvfølgelig også om muligheden for at være kreativ og for at blive involveret, men Parkes mener altså at den primære drivkraft for brugerinddraglse er anerkendelse. Og jeg tror, han har ret. (Og var der ikke også noget med, at den nylig afsluttede strejke i bund og grund handlede om anerkendelse?).
Peter Parkes skriver om nogle eksempler på virksomheder, der skaber ting sammen med brugerne. Og ud over det, kan man nævne Free Beer (open source ølbrygning), Spreadshirt (design din egen t-shirt) og MOO cards (lav kort og klistermærker med dine egne billeder).

Kommentarer