annedammen

Jeg har aldrig haft grønne fingre. I hvert fald har mine potteplanter en tendens til at dø efter relativ kort tid i min varetægt. Det er egentlig lidt ærgeligt, for jeg kan rigtig godt lide planter..

Nu er jeg imidlertid i tvivl, om jeg måske har skjulte evner for visse typer af planter? Til højre ses prototypen på en potteplante “Anne style” (det var en tomatplante!), men til venstre ses en sprudlende paprikaplante MED frugter. Nye tider i Annedammen?

Så er der Reboot om få dage, og jeg skal med

I går var jeg en tur på Strassen i Istedgade for lidt hurtig cafémad inden en fest. Jeg har tidligere spist på Strassen, og det har været udmærket. Det var det ikke længere! Jeg fik en burger, som var på grænsen af, hvad man kan kategorisere som en burger - og i virkeligheden også på grænsen af, hvad man kan kategoriesere som mad! Brøddet var af den tørre, industrifabrikerede slags, bøffen var kompakt, næsten rå indeni og frikadelleagtig i smagen. De medfølgende kartofler kedelige. Det er virkelig gået ned af bakke for Strassen, der ellers var et hyggeligt sted tidligere.

Det fik mig til at tænke: hvor svært kan det være at lave en god burger? Og hvorfor er der så mange caféer, der er ligeglade med kokkehåndværket og serverer aldeles lousy mad? Er cafebranchen for presset - eller er kunderne bare ligeglade? Findes den gode caféburger stadig?

I pinsedagene var Janus og jeg en tur i Nordsjælland. Vi havde cyklerne med og trillede rundt i al den solbeskinnede liebhaveridyl - og ikke mindst den fantastiske natur ved Tisvilde, Rågeleje og Gilleleje. Vi overnattede på Smidstrup Camping i en hytte - og landede lige midt i et af Campingdanmarks fastliggerparadiser. Der kunne man gøre sig mange interessante observationer. F.eks. at fastliggerne må have et veludrustet køkken, for i campingpladsens cafe havde man et skilt med ordene: “God mad tager tid. Her får du mad med det samme”. Og ja, maden levede op til ordene. Eller skulle man sige ned… I hvert fald fik jeg gevaldig kvalme efter at have spist deres cheeseburger. Sand selverkendelse!

Plusset var dog, at pladsen havde solopvarmet pool, så den stod på sol, pøl og charterstemning hele pinsemandag

Reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners har taget åbenhed i kommunikationen til sig. Ekstrem åbenhed og manglende styring i en grad, som jeg ikke har set før. Deres hjemmeside er en simpel menu, og når man klikker på et punkt, får man en googlesøgning på emnet. Kommunikation helt uden styring, må man sige - men måske også med et minimum af relevans? Det er interessant, synes jeg, men jeg savner en afsender. For der er trods alt ikke meget personlighed i en side med søgeresultater fra Google.
Set hos Jon Lund.

Jeg undrer mig over, at ‘caféseringen´af Københavns bydele er begrænset til udvalgte, klart definerede hippe kvarterer. Hver gang, der åbner en ny café eller bar, er der 99 % sandsynlighed for, at det er på Vesterbro, Østerbro, Indre by eller Indre Nørrebro. Jeg bor selv på Ydre Nørrebro, og der er langt mellem cafeerne og endnu længere mellem barerne. Det burde da få nogle caféentreprenører til at øjne en god forretning, for her er jo masser af mennesker inden for café- og barmålgruppen.

Er det bare nemmere at åbne en café i lokaler, hvor der før lå…en café? Er det fordi, alle café- og barejere selv bor på Vesterbro og Østerbro? Eller tør de bare ikke bevæge sig ind på nye markeder?

Nu har jeg endelig fået luget ud i alle de spamkommentarer, som mit WordPress spamfilter havde fanget. Den ultra langsomme internetforbindelse i Vietnam gjorde, at siden med alle de frasorterede kommentarer slet ikke kunne åbnes. Og det var jo trist, for der lå jo en masse kommentarer fra venner og fjender - eller i hvert fald det første - som jeg slet ikke havde set. Så nu vil jeg sige tak - det var rart at høre fra jer
Og jeg ved altså ikke, hvorfor I havnede i spamfilteret…

Efter et par dage i Hoi An med utallige skraedderbesoeg og nye, laekre ting til garderoben for billige penge - samt en spaendende dag i den gamle kongeby Hué, kom vi torsdag morgen til Hanoi. Pga af en usaedvanlig voldsom snestorm i Kina, er der ogsaa usaedvanlig koldt i Hanoi. 8 grader og regn stod den paa hele torsdag, og det foeles ekstra koldt, fordi der ikke er opvarmede huse eller isolering. Saa baade hos Riikka og Anssi, hvor vi bor, og paa cafeer og restauranter er der KOLDT. Paa med hue og vanter - det havde jeg nu ikke regnet med, da jeg pakkede rygsaekken!

Hele torsdag gik vi rundt og kiggede i Hanois gamle kvarter, son er smaa smalle gader pakket med gadesaelgere og motorcykler. Om aftenen var vi ude og spise Hotpot med nogle af Riikkas venner. En stor gryde suppe kommer paa bordet over et blus, og saa koger man groentsager, koed og nudler i suppen. Meget laekkert.

Fredag morgen tog vi til Halong Bay, som er en utrolig smuk bugt med hundredevis af sandstensoeer i flotte formationer. Vi sejlede rundt i bugten og var inde og se den stoerste og mest fantastiske cave (hvad kalder man det paa dansk? En drypstenshule, maaske), jeg nogensinde har set. Det var en fransk turist, der opdagede den i 1902. Naar jeg engang faar uploadet nogle billeder, kan I se. Amazing.

I dag er saa sidste dag i Hanoi. Vi flyver hjemad i aften. Her paa falderebet skal vi lige en tur paa marked og koebe nogle ting med hjem, og saa har vi bestilt tid til en facial og en manicure. Lidt selvforkaelelse her i kulden er noedvendig!

I Nha Trang moedtes vi med Riikka og Anssi fra Finland, som vi senere skal besoege i Hanoi, hvor de bor. Det var en skoen weekend med en tur til en udendoers spa, der ligger ved nogle varme kilder. Der var vi i mudderbad og mineralbad, svoemmede i den varme pool og sad under et naturligt varmt vandfald og fik kroppen aeltet igennem, ahh.. Det er et konstant underholdende indslag at laese de engelske oversaettelser af skilte, jf. overskriften.

I Nha Trang er der en glimrende strand, saa der tilbragte vi den ene dag med at dase, laese boeger og faa en sund kuloer!

Vi har haft lidt problemer med transporten nordpaa pga. Tet, det kinesiske nytaar, som er aarets stoerste begivenhed her i Vietnam. Alle vietnameserne rejser hjem til deres familier i disse dage for at fejre Tet den 7. februar, saa alle togbilletter er booket. De korte busstraekninger er til at faa, men nattog er umuligt, saa nu har vi koebt en indenrigsflyvning til det sidste lange straek mellem Hue og Hanoi. Alternativet var 14 timer i bus, saa beslutningen var ikke saa svaer!

Op til Tet bliver alt shinet op, gjort i stand og pyntet: mure bliver malet, der bliver haengt roedt og gult pynt op, traeerne bliver malet hvide forneden - og det samme goer lygtepaelene, lidt bizart! Og folk koerer deres nyindkoebte Tet-trae (ofte et lille mandarintrae) hjem paa scooteren.

Jeg elsker sol og strand, saa Mui Ne virkede som et perfekt sted at tage hen. Det blev “opdaget” af turister i starten i 1990′erne i forbindelse med en solformoerkelse, der efter sigende var allerbedst at betragte lige praecis fra Mui Ne.

Vi bookede os ind paa Minh Tam, et af de mange resorts langs den smalle strand et par kilometer fra fiskerlandsbyen Mui Ne. Det var et par herlige dage, selv om baade Hanne og jeg lagde ud med en lille solskoldning. Den foerste dag var det nemlig overskyet, og saa behoever man jo ikke solcreme, hmmm… jo det goer man vist!

En aften tog vi ind til “byen”, som er meget lille, og kiggede lidt rundt. Der var ikke meget at se, og stort set ingen butikker. Vi gik ned af en lille gyde, hvor der vist sjaeldent kommer turister, og boernene var meget nysgerrige og raabte “Hello, hello!”. Ved et af husene stod en ung fyr og proevede at kommunikere med os med nogle gebrokne gloser. Han gestikulerede om vi ville indenfor, det takkede vi ja til. Saa blev vi sat ude i gaarden foran huset og budt paa frugt og en eller anden sweet potato budding-agtig ting. Alle familiemedlemmer og naboer myldrede til og kiggede, og lillebroren hev sin engelskbog frem og brillierede med et par fraser. Tang, som fyren hed, var noget frustreret over, at han ikke rigtig kunne tale med os, og lidt senere kom hans ven, Ding, som kunne lidt mere engelsk. Vi sludrede lidt, og da de spurgte, hvor gamle, vi var, og vi sagde 31 og 32, grinede alle! Kunne ikke helt se humoren, men jeg har hoert, at asiater generelt synes, at vi vesterlaendinge ser meget yngre ud, end vi reelt er. Saa maaske troede de, vi var i starten af tyverne. I wish!

I Mui Ne var vi ogsaa paa en tur ud til omraadets meget beroemte klitter. Der er nogle kaempe store klitomraader, hvor der kun er sand - ingen planter. Det var ret specielt og virkelig flot, lidt ligesom at vaere i en oerken. Og ca. lige saa varmt!! Man kunne koebe en intermistisk “kaelk” (papstykke med haandtag) af nogle boern, der proevede at lave lidt business, og saa saette sig paa sin popo og glide ned af klitterne. Spas!!

Eneste minus ved Mui Ne var det kaempe store, fede rotte, der spadserede gennem receptionen paa hotellet en aften jeg sad og ventede paa at komme til computeren. Brrr!

Tirsdag tog vi til Cu Chi for at se nogle af de tunneler, som Vietcong gemte sig i - og boede i - under Vietnamkrigen, eller den amerikanske krig, som den selvfoelgelig hedder her. Det var ret spaendende at se. Tunnelsystemet i dette omraade var ca. 250 km langt og bestod af tre niveauer, det oeverste lige under jorden og det nederste ca. 8 meter nede. Her kunne Vietcong lave alt fra uniformer og sandaler af bildaek til vaaben lavet af rester af amerikanernes bomber. Tunnelerne foerte dels til den amerikanske base og dels til Mekongfloden, saa de havde en mulighed for at slippe vaek, hvis amerikanerne skulle opdage tunnelerne og finde paa at kravle derned. Det var dog ikke saa sandsynligt, for de fleste amerikanere var alt for store til at klemme sig ned i de smaa tunneler. I dag er de gravet ud for turisternes skyld, saa de er 120×80 cm, men det er altsaa ikke meget, skulle jeg hilse og sige! Vi kunne gaa ned i tunnelerne paa et kort stykke, men da jeg kom derned fik jeg akut klaustrofobi og maatte gaa ud igen. Jeg var lidt irriteret paa mig selv, men jeg kunne bare ikke forlige mig med tanken om ikke at kunne vende mig om og kravle ud igen, fordi der var ti turister bag mig…

Tunnelerne var naturligvis forsynet med luftkanaler, og for at amerikanernes hunde ikke skulle kunne lugte sig frem, brugte de amerikanske uniformer, som de lagde ved luftkanalerne for at forvirre hundene, eller de lagde chili og peber for at overdoeve lugten. Smart.

Vi saa ogsaa nogle af de faelder, som Vietcong lagde ud, og de var altsaa ganske horrible: huller i jorden med spyd og modhager osv. Ikke for sarte sjaele.

Hele omraadet var temmelig iscenesat med voksdukker og mulighed for at proeve at affyre en AK47 (?), for dem der kan se det sjove i det - men det var nu et ganske spaendende besoeg.

Soendag morgen meget tidlig tog Hanne og jeg paa en tur til Mekongdeltaet. Deltaet er et stort omraade sydvest for Saigon, hvor Mekongflodens forgreninger bryder landskabet op i smaa oeer. Der er meget frugtbart og der dyrkes ris og en masse tropisk frugt.

Vi havde booket en lidt dyrere tur til deltaet - og det viste sig at vaere en rigtig god investering. Mange turister tager paa store gruppeture hvor de bliver koert rundt i bus fra sted til sted, og programmet er som regel det samme for alle disse ture: ikke saerligt spaendende. Vi valgte en tur, der inkluderede et homestay hos en vietnamesisk familie og en cykeltur i deltaet.

Kl. 6 morgen moedtes vi med vores guide, Quang, og tog med en public bus til My Tho, en stor by i deltaet. Paa vejen i bussen saa jeg et grotesk syn: en mand kom koerende paa motorcykel med en kaempestor doed gris slaengt over bagagebaeren!

Fra My Tho sejlede vi ud til en lille oe, hvor vi gik rundt paa smaa stier under kokospalmer og frugttraer med lime, papaya, lichi, dragonfruit osv. Til frokost fik vi stegt elephantear-fish. Vi lavede selv friske foraarsruller af rispapir, som vi fyldte med fisk, urter, boennespirer og nudler. Herlig spise.

Cykelturen rundt i deltaet var skoen. Vi var flere gange blevet spurgt, om vi nu ogsaa kunne cykle - jeg tror de har oplevet hvor hjaelpeloese f.eks. nogle amerikanere er paa to hjul! Vi cyklede forbi rismarker - og vi var inde og se en “fabrik”, hvor de lavede laekkert kokosslik, mmmm. Vi kom ogsaa forbi en fabrik, hvor de lavede mursten. De foregik ved at fodre en maskine med ler, hvorefter der kom lange staenger ud, som blevet skaaret til mursten og lagt til toere i solen. Derefter blev de braendt i tre uger, og i al den tid skulle ovnen fodres med risskaller som braendsel hver halve time. Det stod der en mand og gjorde. Sikke et slid - og alt foregik selvfoelgelig med haandkraft. Hver mursten blev stemplet med fabrikkens stempel.

Om aftenen naaede efter endnu en lang bustur frem til Tra On, hvor en mand hentede os i sin lille baad og sejlede os ud til den familie, vi skulle bo hos. Det var helt moerkt - og den eneste vej til huset var vandvejen. Vi blev budt velkommen af konen i huset og vist op til det rum, vi skulle sove i. Huset havde to rum: en stue og det rum, vi sov i. Derudover var der en koekken udenfor under halvtag og to toiletter/bruserum. Sengene var uden madrasser, kun med en tynd bambusmaatte - ikke super komfortabelt for en vestlig ryg! Vi fik noget aftensmad, som moren og datteren havde lavet. Maden blev lavet over aaben ild - saadan et slags smaa “blus”, hvor der blev lagt nogle braendende pinde ind under, alt efter hvor meget varme man ville have paa. Efter maden tog bedstemoren os med ud for at fange ildfluer. Hun sejlede os i maansekinnet ned af den meget smalle flod, der loeb forbi huset. Det var virkelig fantastisk stemningsfyldt, helt stille, og fuldmaanen lyste palmerne op og gav et helt saerligt lys. Der var mange ildfluer, og de lyste utrolig kraftigt. Quang fangede en med et net, saa vi kunne se naermere paa den. Jeg forstaar ikke, hvordan de kan lyse saadan! De vi kom tilbage kroeb vi i seng under myggenettene. Det var altsaa en saerlig oplevelse at ligge i et vietnamesisk hjem langt ude paa landet og falde i soevn - og vaagne til hanegal naeste morgen!

Citater:
“I’m going to the happy room (=toilet)”
“Where you come from? Kangaroo?”

Internetforbindelsen er haabloes langsom alle steder, saa jeg faar nok ikke lagt nogle billeder ud, foer i DK.

Trods besvaeret med at komme vaek fra oeen er jeg uendelig glad for, at jeg tog til Phu Quoc. Det var virkelig mental opladning og selvforkaelelse. Dagens svaereste beslutning er saadan set, hvad man skal spise til aftensmad: suppe? nudler? sweet and sour? stegt fisk? flied lice? Maden paa resortet var ganske god og meget billig. 15 kr for en laekker ret med ris. Gerne efterfulgt af et glas af den lokale rom blandet med sukker, is og lemonjuice, mmm. Jeg tror nu ogsaa, jeg boede et heldigt sted - i hvert fald et, der passede til mig. Det var lille, hyggeligt og familiaert - fin service uden at det blev for meget. Ikke luksus paa nogen maade, men dejlig stemning. Kan anbefales! 

Jeg havde jo taenkt noget over, hvordan det ville vaere at rejse alene de foerste dage, men jeg synes faktisk, det va ok. Indroemmet, det er da hyggeligere at vaere to - men for en periode er det helt fint. I dag er jeg saa moedtes med Hanne, der nu er gaaet omkuld af rejsetraethed (kl. er 20:30).

Jeg stod op 5:30 i morges og hoppede bag paa en motorcykel ind til lufthavnen, hvor jeg blev skrevet paa waiting list. Saa ventede jeg til folk med billet havde checket ind for at se, om der var pladser. Det viste sig saa, at jeg ikke havde behoevet at moede tidligt op og blive skrevet paa liste, for det gjaldt bare om at mase og raabe hoejt, hvis man ville have en af de billetter, der var tilbage. Det lykkedes mig heldigvis at raabe hoejt, at jeg kun var EN person, og saa fik jeg den sidste billet. Pyhh, jeg var lettet. Alternativet havde vaeret tog og bus i ti timer, hvis altsaa der havde vaeret plads.

Hanne landede en time efter mig, saa jeg ventede paa hende, saa vi kunne foelges ind til hotellet. Efter et bad gik vi ud i byen og kiggede. Efter lidt mad tog vi paa War Museum. Det var godt nok grusomt. Der var en masse billeder og historier fra Vietnamkrigen, ogsaa forfaerdelige billeder af napalm-ofre og folk der var blevet vansiret og vanskabt af de giftgasser, amerikanerne haeldte ud over landet. Det var grusomt men ogsaa interessant - og en historie, der er vigtig at fortaelle. Bagefter gik vi lidt rundt i byen og var inde og spise sushi og snakke lidt om de videre planer. Vi kigger videre paa Saigon i morgen, og saa vil vi gerne paa tur i Mekong deltaet - saa det skal vi lige have organiseret.

Er der noget bedre end at falde i soevn og vaagne til lyden af boelgeskvulp? Naeppe. Og det goer jeg hver morgen og hver aften her paa Phu Quoc. Det er virkelig et lille paradis.

Jeg ankom mandag midt paa dagen med et lille propelfly. Jeg havde booket mig ind paa Beach Club hjemmefra, saa der stod en mand med et skilt med mit navn paa i lufthavnen. Inden afgang smuttede jeg lige forbi Vietnam Airlines’ kontor for at hoere om mulighederne for et billet tilbage til Saigon, men der var ikke meget at goere. “Just show up at the airport” var deres raad. Naa, men nu kunne jeg jo ligesaa godt faa det bedte ud af det og bekymre mig om rejsen hjem senere.

Transporten ud til Beach Club foregik med mig og min rygsaek bag paa en motorcykel og saa derudaf ad den stoevede vej. Ingen asfalt her. Det var lidt angstprovokerende, men de koerer jo den tur 100 gange hver dag - og frem naaede jeg! Beach Club ligger helt ned til stranden og er 10-12 smaa hytter og vaerelser og en lille restaurant. Efter at have inspiseret vaerelset hoppede jeg i boelgen blaa - ahhh.

Nu har jeg vaeret her tre dage og man bliver lynhurtigt lullet ind i en herlig afstresset tilstand, hvor tiden gaar med at ligge i solen, bade, laese boeger, spise mad, gaa en tur langs strandkanten, sludre med andre gaester, drikke en kold oel - kort sagt total afslapning. Jeg er blevet pals med et tysk par - saadan et halvflippet oekoaegtepar, som er ret sjove. Vores humor klikker, saa dem har jeg siddet og drukket et par oel med, naar det blev for kedeligt at vaere alene.

I gaar var jeg paa snorkletur. Vi sejlede ud til nogle oeer nede ved sydspidsen af oeen og snorklede der. Det var rigtig flot med fine koraler og fisk - men dog ikke farvestraalende som det ses andre steder. Men en god dag.

I dag er jeg inde i byen. Vil tage forbi Vietnam Airlines’ kontor igen og se om der er noget nyt om min stand by plads. Ellers tager jeg ud i lufthavne kl. 6:30 i morgen og kommer paa venteliste. Saa maa jeg haabe det bedste. Ellers kan jeg maaske komme med en baad og bus, men det tager det meste af en dag, saa det haaber jeg virkelig ikke bliver enden paa det!

Jeg har desvaerre ingen billeder endnu, men maaske kan jeg overfoere nogle paa hotellet i Saigon. Slut herfra.

Saigon er hektisk, larmende osende - og spaendende og eksotisk. Der sidder en dame paa hvert gadehjoerne og saelger kolde drikke fra en fryseboks, der havde sin storhedstid i 1950′erne - eller ogsaa staar der en lille vogn, hvor man kan koebe pho - en slags nuddelsuppe.

Narr man staar ved et kryds, kan man se en skov af motorcykler og scootere i alle fire retninger - og tit sidder hele familien med far, mor og to boern paa samme scooter, uden hjelme selvfoelgelig. Jeg spurtge en taxichauffoer, om der ikke tit var uheld, men han sagde at det faktisk mest var i udkanten af byen, for her i centrum koerer folk relativt langsomt. Det har jeg nu svaert ved at tro efter at have gaaet rundt i gaderne!

Jeg ankom i gaar formiddags, og det foerste jeg saa, da jeg kom gennem tolden, var en mur af mennesker, nogle med skilte til hoteller, andre stod der bare. Det var en underlig fornemmelse at gaa helt alene med min bagage gennem dette menneskehav. De fleste kiggede bare, og nogle raabte “hotel, hotel?”. Jeg blev passet op af en taxichauffoer og fik forhandlet en pris, der inkluderede et stop ved en ATM. Det tog omkring 40 minutter at koere fra lufthavnen ind til Spring Hotel, som jeg javde booket vaerelse paa.

Hotellet er ganske fint. Der er en mand ansat til kun at abne og lukke doeren - gad vide hvad han faar i loen? Paa vaerelse tog jeg en velfortjent lur og et karbad, mmm, inden jeg gik ud og kiggede paa byen. Jeg var lidt i en zombietilstand i gaar pga en heftig forkoelelse, jetlag og propper i oerene, saa jeg gik bare og kiggede og fik lidt at spise. Hoppede paa en scooter hjem, altsaa bagpaa. Det var et lettere adrenalinrush - but when in Rome…. Og jeg kom da hjem i et stykke. Tilbage paa hotellet fik jeg en oel i baren sammen med to amerikanske “contractors”, som havde set en del af Vietnam og kunne give mig nogle tips.

I dag skal jeg videre til oeen Phu Quoc. Min billetbestilling er gaaet i vasken, saa jeg var forbi et Vietnam Airlines kontor for at booke paany. Det lykkedes mig at faa plads paa flyet kl. 13.30 i dag, men paa fredag, hvor jeg gerne skulle tilbage, har jeg kun en stand by. Jeg satser paa at det kan lykkes alligevel. Der er heldigvis en del afgang per dag. Og gaar det helt galt, er der en alternativ rute med baad/fly. Nu glaeder jeg mig til at faa strandsand under foedderne og se, om Phu Quoc er saa smukt, som jeg forestiller mig - eller om det er en kedelig turistfaelde.