Nov 07
Lørdag aften bød på et fantastisk arrangement under cph:dox, nemlig Dox on water. Det var en blanding mellem event, performance og lyddokumentar. Vi blev samlet op i Nyhavn af det gode skib Bjørnsholm og stod til søs med Skipper Finn ved roret. Vi sejlede ud i den mørke københavnske havn, mens vi hørte en radiodokumentar fra P1’s Ultralyd, der handlede om en mand, der bygger ubåde. En fascinerende fortælling om Peter Madsen, der har fravalgt alle livets sædvanlige rammer og fastlagte stier til fordel for en karriere som ubådsbygger! Da dokumentaren var færdig blev vi gennet ud på dækket, hvor et spotlys afslørede dokumentarens hovedperson komme sejlende i sin 10 meter lange ubåd! Det var den mest syrede oplevelse!! Så sejlede vi videre ud til de gamle B&W bygninger på Holmen, og gik i land. En lille gåtur blandt de mørke, forladte industribygninger førte os hen til Peter Madsens ubådsværksted, hvor ubåden fra før nu var kommet på land og kunne besigtiges. Inde i hallen kunne vi se hans nye projekt - en endnu større ubåd, der med tiden skal ned på mindst 100 meter!
Tilbage på skibet hørte vi endnu en lyddokumentar om vand i alle afskygninger og bagefter blev der serveret skibberlabskovs, mens Kissers Sømandsorkester spillede op til en vuggende armkrog på harmonika og banjo. Aftenen sluttede med afterparty i Turbinehallerne, hvor der var strandvaskere, ubådsmusik og sømandssjusser. Et fantastisk arrangement. Jeg kan kun anbefale alle at holde øje med næste års afslutning på trilogien, når den står på Dox on Wings!
Søndag var der endnu et Uortodox arrangement, nemlig Kommunale Beats. Det var en undersøgende ekskursion til Ishøj Kommune, hvor vi skulle prøve at opspore det kommunale fællesskab. Kommunens ansatte var der og tog imod, svarede på kommunale spørgsmål og holdt foredrag om blandt andet Selvangivelsen og Strukturreformen. I kontorene var der lydinstallationer med gamle OBS spots, lyd og billeder fra byrådsmøder, kantinemad og DJ’s og en masse andet godt. Endnu et super arrangement, der gjorde mig en del klogere på vores alle sammens kommune.
Nov 04
I onsdags var jeg med Hanne til Metrokoncert i Radiohusets koncertsal. Det er små koncerter af en times varighed med Radiosymfoniorkestret. Vi hørte en ouverture af Hartmann og Schumanns 2. symfoni, og jeg synes, det var en fantastisk oplevelse. Det er virkelig noget HELT andet end at høre klassisk musik på anlægget! Jeg blev grebet af lyd og toner, af orkestrets præcision og storhed og hvordan det lignede små soldater, når alle violinisterne bevægede buen på præcis samme måde på præcis samme tid - og ikke mindst af dirigentens lidenskabelige indlevelse og skøre udstråling! Det vil jeg prøve igen!
Oct 31
Så er der snart cph:dox - Københavns egen dokumentarfilmfestival. Der er mange spændende film, og så er der to uortodoxe arrangementer på lørdag og søndag, som jeg helt sikkert skal med til: Dox on water og Kommunale Beats. Det er lyd, virkelighed, skibberlabskovs, strukturreform, oplevelser og fortællinger i skøn blanding under uortodoxe forhold. Tjek dox ud her.
May 01
I dag var det som bekendt 1. maj, og mange var ude og svinge med fanerne - eller var det fadøllene? Jeg var traditionen tro til ‘kosmisk 1. maj’ i H.C. Ørstedsparken. Her var gratis myntete og boller, en mand der spillede citar og en Master Fatman, der vendte plader. Jeg har aldrig været i fælledparken 1. maj - måske en kulturel mangel - men jeg har et billede af 100.000 fulde gymnasieelever, mænd i læderveste, der pisser i hækken og nogle talere, som ingen gider høre på. Er det en fordom? I H.C. Ørstedsparken var der ingen taler, men til gengæld en masse børn - så kan man jo selv vurdere, hvad man helst vil have. Kendisfaktoren var af en eller anden grund stor - men jeg fik også lidt indtryk af, at hele De Radikales vælgerskare/den kreative klasse var samlet her. Når alt er sagt, var det en hyggelig, kosmisk og mentalt afstressende eftermiddag iblandet solstrejf. Skønt.
Apr 11
Lørdag aften havde Jacob, Mads og mor inviteret mig ud og spise og i teatret for at fejre de der 30 år. Vi så Marta’s tema på Avenu-T. Det var et rigtig godt stykke med god humor. Lars Mikkelsen spillede en fantastisk rolle som forsmået, excentrisk universitetslektor - hengemt på et bibliotek, indtil han kommer på sporet af en spændende udækket historie om en komponist.
Efter teaterturen var jeg med brødrene på Musen og Elefanten og drikke et par øl. Hyggelig lille bar, faktisk. De har taget konsekvensen af den øgede udvikling af folks ølsmagsløg og sælger hverken tuborg eller carlsberg, men derimod økologisk Thy-pilsner og en række import øl.
Kommentarer